Niels Jørgen Riis

 

Niels Jørgen Riis (tenor) er en af Danmarks absolut førende tenorer. På Det Kongelige Teater har han sunget størstedelen af de vigtigste tenorroller. Han har været ansat i Den Kongelige Operas Solistensemble siden 1998. Han debuterede på Det Kongelige Teater som Lehrbube i Wagners Mestersangerne 1996. Hans vigtigste partier på Det Kongelige Teater er: Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken. Alfredo i Verdis La Traviata. Leander i Carl Nielsens Maskarade. Belfiore i Rossinis Rejsen til Reims. Hertugen i Verdis Rigoletto. Titelpartiet i Massenets Werther. Fenton i Verdis Falstaff. Rodolfo i Puccinis La Bohème. Macduff i Verdis Macbeth. Lenskij i Tjajkovskijs Eugen Onegin. Edgardo i Donizettis Lucia di Lammermoor og Romeo i Gounods Romeo og Julie. Luigi i Il trittico af Puccini.

 

Niels Jørgen Riis har givet koncerter med DR Radiosymfoniorkestret, Sjællands Symfoniorkester samt alle landsdelsorkestrene.Han har medvirket ved adskillige opførelser af messer og oratorier med professionelle ensembler og desuden sunget ved koncerter i Trondheim og Bergen.

 

Han modtog Axel Schiøtz Prisen 2001, og fik samme år også Edith Allers Mindelegat og Holger Bruusgaards Legat.